I Kalundborg Provsti elsker vi succes og derfor gentager vi også de forrige års store succes med en friluftsgudstjeneste fælles for alle kirker i provstiet som vil være med.
I år er temaet ild! Ild i hjerter! Ildhu! Ildsjæle! Så vi skal synge om flammer, bålfade skal bidrage med flammer, og dans skal antænde vores hjerter. Og bare rolig vi sætter ikke bogstavelig talt ild til Amfiteater Vestsjælland – vi prøver bare at skabe en varm stemning af fællesskab og taknemmelighed – med ilden som billede herpå.
For A-menneskerne er der pilgrimsvandring i naturen omkring Amfiteatret, hvor man kan starte dagen med kaffe og en ostemad inden vandringen sætter i gang kl. 9. Her vil de erfarne pilgrimsledere Kim Gilling Hansen og Pia Riddertoft føre deltagerne gennem landskabet med ord på vejen, som skaber ro og varme inden ilden tager over til selve festgudstjenesten kl. 11
For A- og B-mennesker sætter vi alle sejl til kl. 11, når pinsen skal fejres med fuld musik og både skønsang og fællessang, samt naturligvis kloge ord fra præsterne, ligesom vi også skal fejre nadver med nybagt lynbrød og druesaft.
Selvom vi præster skulle have forbindelserne i ekstra god orden til ham, der sætter solen ud på sin vandring og tøjler vejr og vind, så kan vi alligevel kun håbe og det gør vi så sandelig også, vi håber, håber, håber, at solen vil bidrage med ild fra oven, så vejret bliver skønt, brisen mild, himlen blå, græsset grønt og søen blank og glimtende.
Igen i år opfordrer vi alle til at tage af sted og komme med til frilufts- og festgudstjeneste – pak tæpper eller klapstole og husk vandflasken og solcremen, så I kan være en del af årets friluftsfejring af pinsen i Kalundborg provsti.
Efter gudstjenesten
Leave a Reply