Om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord
To begreber ingen af os ønsker berøring med, for det ville jo betyde, at en vi elsker er døden nær. To komplicerede begreber, som fylder mere og mere i debatten herhjemme og som rejser spørgsmål om livets værdi i sig selv, livskvalitet og værdighed omkring den sidste tid i et menneskeliv.
Det er der lavet en film om, en film af instruktøren, der tør jonglere med de helt store problemstillinger og følelser: Bille August.
“Vi har gjort, hvad vi kunne”. Sådan siger ægtemanden Poul til sin syge hustru, Esther, i filmen “Stille hjerte”.
I filmen samler Poul og Esther deres familie til en sidste weekend, inden Esther skal begå selvmord, hjulpet af sin mand Poul, der er pensioneret læge. Esther har sygdommen ALS, den aggressive udgave af den uhelbredelige sygdom sklerose der virker trinvis lammende og medfører døden.
Beslutningen er allerede talt igennem med parrets to døtre og deres familie samt veninden Lisbeth, som også deltager i sammenkomsten. Alle har på forhånd tilkendegivet deres tilslutning til beslutningen og har indvilliget i at holde det hemmeligt for ikke at skaffe Poul problemer på halsen, fordi assisteret selvmord er ulovligt. Selvmordet skal ske nu, hvor Esther er rask nok til selv at kunne tage den blanding af piller, som Poul forbereder til hende, så hun kan dø hurtigt og smertefrit.
Den yngste datter, som er psykisk skrøbelig og selv har et selvmordsforsøg bag sig, er dog alligevel ikke helt med på idéen. Hun behøver mere tid. Men hun bliver afvist, ikke mindst af sin storesøster, med argumenter om at den beslutning der er truffet, er den fornuftigste og at de,t at ville holde på moderen er egoistisk.
Og så følger et maskespil af overdreven hygge og – “Har vi det ikke dejligt” for de skal jo afslutte moderens liv med en sidste familiefest – en fingeret juleaften, med træ og det hele, selvom det ikke er jul.
Storesøsteren kommer også i tvivl, da hun ser sin far og veninden Lisbeth kysse hinanden. Mistanken om, at faderen vil skaffe moderen af vejen for endelig at kunne dele sit liv med veninden Lisbeth, som har været en del af familien og med på alle ferier, slår ned i hende. Og hun ender med at ringe 112 og anmelde et selvmordsforsøg. Da hun fortæller det til forældrene, viser det sig, at Esther er indforstået med, at hendes mand og Lisbeth nu skal finde sammen. Hans lykke, gør hende glad og tryg.
Storesøsteren fortryder sin opringning, men ambulancen er på vej. Og den anden søster ofrer sig, idet hun tilbyder at lade, som om det er hende, der igen har forsøgt selvmord, så moderen og faderen går frie. Hun vil skulle udholde en periode på et psykiatrisk sygehus, men til gengæld kan hendes mor få lov at begå selvmord, hvilket hun så gør, da alle andre er kørt, og Poul har givet hende pillerne. Og filmen slutter, da Esther dør i hans arme i deres soveværelse.
Filmen er en stille beretning, hvor alt går op i en højere enhed til sidst, hvis man altså ikke aner skelletterne, der spøger i skabet.
Dør Esther for sin egen skyld, eller dør hun i misforstået hensyn til sin mand, sine døtre og sin veninde?
Det bærende argument for aktiv dødshjælp og assisteret selvmord er aflysningen af lidelse, hvorfor skal et menneske lide, når døden alligevel banker på.
Men det er bare vigtigt at huske at grundende til dødsønsket kan være mange og at der altid er dem der skal leve videre med den nu afdødes beslutning.
I en tid, hvor vi taler mere og mere om al den dyre livsforlængende medicin til f.eks. terminale kræftpatienter, og om at prioritere vores ressourcer, er det påfaldende at fortællingen i “Stille hjerte” også handlede om ikke at ville være til besvær, ikke at ville forsvinde langsomt og uundgåeligt for den anden, og være årsag til al den smerte der her medfølger.
For år tilbage var vi ikke herrer over liv og død, som vi er og har mulighed for at være det i dag. Og stiller vi os selv spørgsmålet – skal nogen lide unødigt? Er svaret selvfølgelig: Nej!
Men vi skal også passe på, at vi ikke ureflekteret gør os selv og andre i tilfældet af terminal sygdom til genstand for medlidenhedsdrab, som aktiv dødshjælp og assisteret selvmord jo nu engang er.
Vigtigst af alt, tror jeg, er det, at have taget stilling selv, både som eventuel pårørende og som eventuel terminalt syg og få formidlet sin holdning til dem man elsker.
Og så må vi se hvad fremtiden bringer i forhold til både aktiv dødshjælp og assisteret selvmord herhjemme.
Sognepræst Helga T. Jensen
Leave a Reply