Arrangementer

  Præstens side

sognepræst
Helga Tidemann Jensen


tlf. 5950 4105
praesten@aarbykirke.dk


Træffes bedst
tir - fred kl. 11.30-13.00
Mandag er fridag

 

 
   

 

 

Uge 43 blev lige en hel del mere spændende og udfordrende for præsten i Årby. For første gang havde jeg praktikant, og en interesseret og engageret en af slagsen. Viktoria Pedersen fra 9. klasse på Kalundborg Friskole fulgte præstearbejdet onsdag, fredag og søndag i ugen, og torsdag fulgte hun en advokat i Næstved ret.


Det var spændende for mig både at skulle formulere hvad det vil sige at være præst og hvad jeg holder af ved embedet. Og det blev til en god samtale onsdag formiddag, før vi kastede os over arbejdet med konfirmationsforberedelsen samme eftermiddag og Viktoria gik til udfordringen med krum hals, da hun ledte konfirmanderne op i tårnet, og forklarede dem hver af de tre klokkers symbolik, og fik dem til at læse de fine indskrifter på hver klokke op. Til sidst gav hun dem lov til at afprøve klokkerne manuelt, hvilket var et hit, ligesom hun, da vi kom over i sognegården introducerede en øvelse og en tavlestafet.


Fredag stod i kaffens tegn, først var Viktoria med til det ugentlige formiddagskaffemøde i personalegruppen, hvor hun fik hilst på både graver, gravermedhjælpere, rengøringen og menighedsrådsformanden. Herefter drog vi ud på to hjemmebesøg, hvor vi blev godt og varmt modtaget igen med kaffe. Da vi omsider var tilbage i præstegården, gennemgik vi søndagens gudstjeneste og Viktoria fik en ordentlig mundfuld opgaver.


Søndag var så den store dag, hvor hun klarede en af søndagens bønner, en læsning og en selv- og velskrevet bøn efter prædikenen til perfektion, ligesom hun delte brødet ud til nadvermåltidet og hældte vand i døbefonten, da søndagens dåbsbarn skulle døbes.


Alt i alt en lærerig oplevelse, også for mig, som praktiksted og praktikindehaver. Præsteembedet står, om muligt endnu mere klart, som meningsfyldt og altid changerende i sit indhold efter dette forløb. Og jeg kan i hvert fald sige med sikkerhed at jeg aldrig har fortrudt.


Helga Tidemann Jensen – sognepræst

 

 

 

– om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord
To begreber ingen af os ønsker berøring med, for det ville jo betyde, at en vi elsker er døden nær. To komplicerede begreber, som fylder mere og mere i debatten herhjemme og som rejser spørgsmål om livets værdi i sig selv, livskvalitet og værdighed omkring den sidste tid i et menneskeliv.

 

Det er der lavet en film om, en film af instruktøren, der tør jonglere med de helt store problemstillinger og følelser: Bille August.

 

"Vi har gjort, hvad vi kunne". Sådan siger ægtemanden Poul til sin syge hustru, Esther, i filmen "Stille hjerte".

 

I filmen samler Poul og Esther deres familie til en sidste weekend, inden Esther skal begå selvmord, hjulpet af sin mand Poul, der er pensioneret læge. Esther har sygdommen ALS, den aggressive udgave af den uhelbredelige sygdom sklerose der virker trinvis lammende og medfører døden.

 

Beslutningen er allerede talt igennem med parrets to døtre og deres familie samt veninden Lisbeth, som også deltager i sammenkomsten. Alle har på forhånd tilkendegivet deres tilslutning til beslutningen og har indvilliget i at holde det hemmeligt for ikke at skaffe Poul problemer på halsen, fordi assisteret selvmord er ulovligt. Selvmordet skal ske nu, hvor Esther er rask nok til selv at kunne tage den blanding af piller, som Poul forbereder til hende, så hun kan dø hurtigt og smertefrit.

 

Den yngste datter, som er psykisk skrøbelig og selv har et selvmordsforsøg bag sig, er dog alligevel ikke helt med på idéen. Hun behøver mere tid. Men hun bliver afvist, ikke mindst af sin storesøster, med argumenter om at den beslutning der er truffet, er den fornuftigste og at de,t at ville holde på moderen er egoistisk.

 

Og så følger et maskespil af overdreven hygge og - "Har vi det ikke dejligt" for de skal jo afslutte moderens liv med en sidste familiefest – en fingeret juleaften, med træ og det hele, selvom det ikke er jul.

 

Storesøsteren kommer også i tvivl, da hun ser sin far og veninden Lisbeth kysse hinanden. Mistanken om, at faderen vil skaffe moderen af vejen for endelig at kunne dele sit liv med veninden Lisbeth, som har været en del af familien og med på alle ferier, slår ned i hende. Og hun ender med at ringe 112 og anmelde et selvmordsforsøg. Da hun fortæller det til forældrene, viser det sig, at Esther er indforstået med, at hendes mand og Lisbeth nu skal finde sammen. Hans lykke, gør hende glad og tryg.

 

Storesøsteren fortryder sin opringning, men ambulancen er på vej. Og den anden søster ofrer sig, idet hun tilbyder at lade, som om det er hende, der igen har forsøgt selvmord, så moderen og faderen går frie. Hun vil skulle udholde en periode på et psykiatrisk sygehus, men til gengæld kan hendes mor få lov at begå selvmord, hvilket hun så gør, da alle andre er kørt, og Poul har givet hende pillerne. Og filmen slutter, da Esther dør i hans arme i deres soveværelse.

 

Filmen er en stille beretning, hvor alt går op i en højere enhed til sidst, hvis man altså ikke aner skelletterne, der spøger i skabet.

 

Dør Esther for sin egen skyld, eller dør hun i misforstået hensyn til sin mand, sine døtre og sin veninde?

 

Det bærende argument for aktiv dødshjælp og assisteret selvmord er aflysningen af lidelse, hvorfor skal et menneske lide, når døden alligevel banker på.

 

Men det er bare vigtigt at huske at grundende til dødsønsket kan være mange og at der altid er dem der skal leve videre med den nu afdødes beslutning.

 

I en tid, hvor vi taler mere og mere om al den dyre livsforlængende medicin til f.eks. terminale kræftpatienter, og om at prioritere vores ressourcer, er det påfaldende at fortællingen i "Stille hjerte" også handlede om ikke at ville være til besvær, ikke at ville forsvinde langsomt og uundgåeligt for den anden, og være årsag til al den smerte der her medfølger.

 

For år tilbage var vi ikke herrer over liv og død, som vi er og har mulighed for at være det i dag. Og stiller vi os selv spørgsmålet – skal nogen lide unødigt? Er svaret selvfølgelig: Nej!

 

Men vi skal også passe på, at vi ikke ureflekteret gør os selv og andre i tilfældet af terminal sygdom til genstand for medlidenhedsdrab, som aktiv dødshjælp og assisteret selvmord jo nu engang er.

 

Vigtigst af alt, tror jeg, er det, at have taget stilling selv, både som eventuel pårørende og som eventuel terminalt syg og få formidlet sin holdning til dem man elsker.

 

Og så må vi se hvad fremtiden bringer i forhold til både aktiv dødshjælp og assisteret selvmord herhjemme.

 

Helga Tidemann Jensen, sognepræst



 

At kigge ud på naturen som endnu engang så småt er på vej i forårsstemning og træerne, som er ved at tage deres spæde grønne forårskjoler på. Ja, det er en af de mange gratis glæder og det får mig til at tænke på en historie, som jeg engang har hørt et sted.

 

En lille familie var på campingferie – sammen ude og nyde den danske sommers lune glæder. Pigen i familien, som var 3 år skulle vaskes. Pigen ville i brusebad, men mor synes de skulle nøjes med vaskerummet, for det var gratis. Og så startede en sand lavine af spørgsmål: er sæben gratis, og vanddunken?
Og nede ved vandet: Jo Vesterhavet er gratis, og det er muslingeskallerne også. Det var straks sværere med fiskene, hvordan forklarer man en pige på 3 år, at fiskene er gratis, hvis man selv fanger dem. Og det blev værre, da de besøgte familien, næsten pinligt: Er maden gratis? spurgte hun. Jo for gæsterne er den gratis, men ikke for onkel og tante. De har været i supermarkedet og købe ind.

 

Det blev ved, og det blev værre. Er kusiner gratis, er sange, er græsplænen, er mandage? Og pigens mor blev efterhånden bekymret, havde de talt for meget om penge, derhjemme, var pigen bange for deres økonomiske tryghed.

 

Så en dag – kom det store spørgsmål, der løste gåden: Mens mor og datter plukker gratis æbler, mens de står på den gratis stige. Så siger pigen:
»Hvem er Grati?« Hun havde simpelthen forstået, at i verden, var alting altid nogens, så alt hvad der var gratis, måtte jo være ting, som tilhørte Hr. Gratis – ham som ejer både græsplænen, kusinerne, Vesterhavet og mandagene. »Hvem hr. Grati er: Det er Gud!« råbte mor ned fra æbletræet. »Er det Gud?« – »Ja, det er et af Guds navne. Jeg havde bare glemt det« sagde den lettede mor.

 

Og mor og datter har jo ret – Det gratis her i verden, det er det, som vi får uden at have købt det i butikken, eller have gjort os fortjente til det. Det som vi får kvit og frit – ren nåde, som ordet gratis jo betyder på Latin.

 

Lige her, når træerne tager deres spæde grønne kjoler på og sol og vind får fine blade til at folde sig ud og som tiden går blomster til at springe ud i bede, i krukker i trækroner og i grøftekanter. Er det let at glemme – det er gratis – ligesom solstråler, venskaber, kærligheden, smil, sange og godt selskab.

 

De gratis glæder – er Guds velsignelse kvit og frit til alle, til os, til dig og til mig.

 

Så herfra: Glædelig indgang i forår, forsommer, påske og pinse.


Helga Tidemann Jensen

 

Gennem tiden, helt tilbage til middelalderen har en af præstens fornemste opgaver i sognelivet været husbesøget. At komme ud til sognebørn uden egentligt ærinde, ja måske bare for at sige hej og se om Hr. Andersen nu havde det godt.

 

En gammel tradition, fra dengang man ikke behøvede at ringe i forvejen, fordi, ja fordi telefonen dengang ikke fandtes. Det kunne være, når sygdom tvang et sognebarn til sengs gennem længere tid eller når et sognebarn havde mistet en ægtefælle, en forælder eller måske et barn.

 

Så hankede præsten op i frakkeskøderne og drog på husbesøg ofte uden egentligt ærinde. Og hvad kunne et husbesøg så bestå af? Beretningerne fortæller om alt fra det rene besøg til kaffe og snak om vejret og afgrøderne på marken, til den dybe samtale om livet, døden og Vorherre og hans Fader i himmelen. Det har også alle dage været muligt i forbindelse med hjemmebesøg at modtage nadver i hjemmet – her havde og har præsten vin, oblater og rejsekalk med.

 

Men så er mit spørgsmål: Hvad gør præsten så i en tid, hvor det er mere reglen end undtagelsen at man ringer i forvejen som et minimum, men at hovedreglen er at man altså skal inviteres ind i andres hjem?

 

For jeg vil meget gerne mere ud til folk, måske bare til en kop kaffe og en lille snak, måske til den dybe samtale eller måske endda til delingen af en nadver i hjemmet, hvor jeg er på besøg. Svaret er jo nok dobbelt, jeg skal blive bedre til at komme ud og banke på, men måske er der nogen som går med et ønske om at jeg kom forbi.

 

Og til det ønske siger jeg gerne ja – så hvis nogen gerne vil have præsten på husbesøg, så ring gerne til mig på 5950 4105 eller skriv eventuelt på e-mail hetj@km.dk, så drager jeg gerne ud.

 

Præsten med ambitionen om at komme på flere husbesøg


Helga Tidemann Jensen

 


DÅBENS MIRAKEL
- Det er aldrig for sent at blive døbt!

 

Jeg siger altid til forældre, der ringer for at aftale dåb i Årby kirke, at jeg er vild med at døbe børn. Men måske burde jeg i virkeligheden sige kort og godt, at jeg er vild med at døbe!

 

Når forældrene ringer er dåben en glædelig begivenhed, hvor familien inviterer fra fjern og nær de mennesker de føler forbindelse til, det være sig familie og venner og ikke mindst de omhyggeligt valgte Gudforældre og faddere. Og det er ofte den første fest, de nybagte forældre og naturligvis dåbsbarnet afholder og selv er centrum for. Og det er nok barnedåben vi i Danmark og i folkekirken er vant til at forbinde med det at blive døbt.
For vi er vant til at tænke dåb som enten de små kære dåbsbørn i de fine arvestykker af nystrøgede blonder og broderier de fleste dåbskjoler er, eller som nervøse og akavede 7. klasser, der i gåseøjne er nødt til at blive døbt inden konfirmationsdagen i forbindelse med deres valg om at blive konfirmeret.
Men dåbens mirakel er jo for alle, som ikke tidligere er døbt! Man kan altid komme til dåben om man 6 år, 26, eller 56 år gammel. Dåben er det ene af vores protestantiske kirkes to hellige handlinger, de to sakramenter, som tæller naturligvis dåben og det hellige måltid, nadveren. I dåben optages den døbte i Guds sammenhæng, og får barnekår hos Gud, og i kraft af dåben får Fadervor sin mening som Fadermin. Samtidig optages den døbte i sin kristne sammenhæng, som i vores del af verdenen vil sige den danske folkekirke.

 

Og som præst findes der, for mig, ikke noget bedre end igennem dåbens nåde at åbne Guds sammenhæng for et andet menneske om det er en 4 måneder dåbsprins eller – prinsesse eller det er en sød og nervøs kommende konfirmand eller det er en voksen mand eller kvinde med ønsket om Guds sammenhæng i deres liv.

 

Dåben storvasker os mennesker, med korstegnelsen og vandet som det synlige tegn på en usynlig nådegave. Dåben åbner vores hjerter for Gud selv, Fader, Søn og Helligånd og med dåben følger løftet om at vi fra den dag af aldrig vandrer i livet alene, men altid har en sammenhæng, et helle at vende tilbage til. Dåben gør kirken til den døbtes andet hjem og udgangspunkt.
Derfor er jeg vild med dåben og derfor er jeg vild med at døbe!
Og lad mig hermed afslutte med en opfordring til alle, der skulle gå og tro, at det med at blive døbt er for sent – kom endelig forbi! Det kræver mindre end du tror og gaven er større end du tror! Jeg døber til hver en tid glad og gerne.
Og til alle dåbsforældrene gamle, nye og kommende jeg er vild med at døbe børn og jeg glæder mig til at følge deres opvækst, når de kommer forbi med vuggestuen, børnehaven eller når de en dag skal konfirmeres.


Gud med alle og god sensommer!

 


Helga Tidemann Jensen, sognepræst

 

Dine håndører kan bringe glæde, håb og ikke mindst liv til andre.

 

  Når Årby kirke og kirkerne hen over det ganske danske land ringer til gudstjeneste, så ringer de også til indsamling - hver eneste søndag!
Det er en af de ældste traditioner i vores kristne kirke, at vi når vi samles, er vi også sammen om at samle ind og give til andre - igennem Folkekirkelige foreninger og formål. Det vil sige at foreningerne og organisationerne, der kan kalde sig folkekirkelige, har folkekirkens værdi- og trosgrundlag, som deres udgangspunkt, for det arbejde de gør.
Vi har i Årby menighedsråd diskuteret og fundet frem til fire gode formål for dette kirkeårs indsamling, fordelt på fire perioder, formålene er udvalgt med tanke på at pengene skal gøre godt, hvor de kommer frem. Sådan at dine og mine penge, dine og mine håndører, bringer glæde, håb og liv hvor de kommer frem. Og derfor har vi valgt:

 

Folkekirkens Nødhjælp: www.noedhjaelp.dk (5/1 - 15/2)

Den grønlandske Bibelsag: www.tinyurl.com/po549m3 (16/2 - 1/6)

KFUM's Soldatermission: www.kfums-soldatermission.dk (8/6 - 28/9)

Missionen blandt Hjemløse: www.hjemlos.dk (5/10 - 31/12)

 

Så kommer du/I til kirke en søndag, så er det en af disse 4 formål vi samler ind til. Og som du/I kan være med til at støtte ved at lade jeres bidrag drage ud i verden med glæde, tro og liv til næsten, som vi ikke kender. Og på den måde kan vi prøve at gøre det vi skal, nemlig: Elske vores næste, som os selv. 

 

Altid med venlige hilsner
Helga T. Jensen, sognepræst i Årby

 

 

 

 

 

 
 

27.08.17
Fotokunst på væggene i Sognegården ... 

 

01.08.17
Høstkoncert med Det Danske Drengekor ... 

 

 

 


 

 

                                                                                                                                                                                            ©2008 www.kirkecom.dk